Favrskov Produktionsskole

Vedtægter

For Favrskov Produktionsskole
FAVRSKOV KOMMUNES
PRODUKTIONSSKOLE

 

§ 1
Favrskov Produktionsskole er en selvejende institution, der i sit virke er uafhængig, jfr. lov om produktionsskoler, § 5.
Produktionsskolen er oprettet af Favrskov kommune.
Skolens hjemsted er Favrskov kommune.


§ 2
I henhold til § 1 i lov om produktionsskoler er skolens formål at tilbyde undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion.

Tilbuddet skal styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet, herunder bl.a. Erhvervsgrunduddannelsen (EGU) og på det almindelige arbejdsmarked, herunder til beskæftigelse i fleksjob, i skånejob eller lignende.

Skolen kan, som indtægtsdækket virksomhed, tilbyde beskæftigelse, undervisning og arbejdsprøvning for personer udenfor den primære målgruppe.


§ 3
Bestyrelsen varetager skolens overordnede ledelse, jfr. lov om produktionsskoler § 6, og den daglige administration varetages af skolens leder, der har det pædagogiske ansvar, jfr. lov om produktionsskoler § 7.

Stk. 2
Hvad angår bestyrelsens opgaver henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser herom i lov om produktionsskoler.


§ 4
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der sammensættes således:

1 medlem vælges af Favrskov kommunalbestyrelse
1 medlem vælges af arbejdstager side i Favrskov kommune
1 medlem vælges af arbejdsgiver side i Favrskov kommune
1 medlem udpeges af erhvervsskolerne i Favrskov kommune
1 medlem vælges blandt medarbejderne

Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige.

Bestyrelsens funktionsperiode er 4 år.
Funktionsperioden for medlemmer udpeget af kommunalbestyrelser eller byråd, skal dog være sammenfaldende med kommunalbestyrelsens og byrådets valgperiode. Bestyrelsen skal så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd, jfr. §11, stk. 2 i lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 2
Deltagernes råd, jfr. lov om produktionsskoler § 6 a, har ret til at udpege en tilforordnet til bestyrelsen.

Stk. 3.
Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen i det øjeblikkelig, hvor medlemmet ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jfr. lov om produktionsskoler § 6, stk. 3 og 4.
 
Stk. 4.
I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden udpeges eller vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af perioden.

Stk. 5
Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand, jfr. lov om produktionsskoler § 6, stk. 6.

Stk. 6.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, og bestyrelsen træffer beslutning ved almindelig stemmeflertal.
 
Stk. 7.
Alene bestyrelsen kan træffe beslutning om, hvorvidt andre end bestyrelsesmedlemmer og deltagernes repræsentant kan deltage med eller uden taleret i et eller flere bestyrelsesmøder eller en del heraf. Bestyrelsen kan fastsætte generelle regler herom i skolens forretningsorden.

Stk. 8
Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger. Protokollen skal efter hvert møde underskrives af de medlemmer, som har deltaget i mødet.
Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen.
 
Stk. 9.
Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der skal indeholde regler om, hvordan indkaldelse til bestyrelsens møder skal ske.

Stk. 10.
Bestyrelsen vælger skolens revisor.

Stk. 11.
I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens - og ved dennes fravær næstformandens - stemme udslagsgivende.

§ 5
Bestyrelsens medlemmer modtager ikke honorar af skolens midler.


§ 6
Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder for bestyrelsen, skolens leder og andre ansatte ved skolen, jfr. lov om produktionsskoler § 6, stk. 5.


§ 7
Skolens virksomhed finansieres ved offentlige tilskud efter lov om produktionsskoler.
Skolen kan herudover have indtægter fra undervisning og anden virksomhed udbudt som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 2
Favrskov kommune yder lovpligtigt grundtilskud til skolen.

Bestyrelsen fremsender anmodning om tilskud i henhold til lov om produktionsskoler § 9, stk. 1, til Favrskov kommunalbestyrelse i henhold til gældende tidsplan for budgetlægningen for det kommunale område.

Driftsregnskab og status udarbejdes og revideres efter regler fastsat af undervisningsministeren, inden godkendelse i skolens bestyrelse.


Stk. 3.
Skolens midler må alene komme undervisningsvirksomheden til gode.

 

§ 8
Skolen forpligtes udadtil af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening, med mindre andet er bestemt i produktionsskoleloven eller regler fastsat i medfør heraf.
Der påhviler ikke bestyrelsesmedlemmerne personlig hæftelse for de på skolen påhvilende forpligtelser.


§ 9
Vedtægterne kan ændres, når et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder beslutter sig herfor. Disse bestyrelsesmøder skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Nærværende vedtægter samt senere ændringer i disse skal godkendes af kommunalbestyrelsen i Favrskov kommune.


§ 10
Beslutning om skolens ophør kan træffes af bestyrelsen når et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i 2 på hinanden følgende møder vedtager dette.
Disse bestyrelsesmøder skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum.

Beslutning om skolens ophør kan endvidere, i henhold til lov om produktionsskoler § 4, stk. 5 og 6, træffes af kommunalbestyrelsen i Favrskov kommune, ved tilbagekaldelse af godkendelse af vedtægterne.

Stk. 3
I tilfælde af skolens ophør skal bestyrelsen fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt. Ved skolens ophør overgår de dele af skolens inventar, som er stillet til rådighed af en grundtilskudsgivende kommune til denne.
Eventuelle overskydende midler skal anvendes til beslægtede formål efter indstilling fra skolens bestyrelse og godkendelse af kommunalbestyrelsen i Favrskov kommune.
Til ikrafttræden 1. januar 2007
 
Godkendt af:
 
Kommunalbestyrelsen i Favrskov kommune den ____________________
 
Anders G. Christensen
Formand for sammenlægningsudvalget
Ole Poulsen
Direktør Kultur, Fritid og Beskæftigelsesforvaltningen

                                                   
                                                                                              

 

 
Navigation:  Vil du vide mere  »  Vedtægter
Favrskov Produktionsskole | Sophielundsvej 1 B | 8860 Ulstrup  | Tlf: 86 46 46 44 | Email: forstander@favrskov-ps.dk